Nu begynder skovbedet for alvor at tage form. De første træer og buske er blevet plantet, og det giver allerede området et helt nyt udtryk. Hvor det gamle grantræ tidligere stod, er der nu bagerst i bedet plantet et par nye rødgraner, en skovfyr og den taks, som tidligere voksede i hækken. Mellem grantræerne er der plantet efterårslyng, som i den kommende sæson vil give farve og liv, når meget andet i haven går på hæld.
Midt i skovbedet er der sat røn, hassel, fuglekirsebær, slåen og hvidtjørn. De forskellige arter giver både variation i højde og struktur og vil på sigt tiltrække et væld af fugle og insekter. Sammen vil træerne og buskene skabe et lille, naturligt skovmiljø, der ændrer sig med årstiderne og langsomt vokser sig tættere og mere frodigt.

Næste skridt i projektet er stauderne. Vi har allerede købt hjortetrøst og ramsløg i potter, som senere vil bidrage med både duft og farve. Derudover ligger næsten 20 forskellige slags staudefrø klar, som fortrinsvis får deres eget område mod syd, forrest i skovbedet. De kommer til at give skovbedet endnu mere variation og et langt blomstrende forløb. Det bliver spændende at se, hvordan det hele udvikler sig hen over de næste sæsoner.
